Bussar, Lastbil, Transport, Uppgraderad biogas

Det er helt sort at overse den grønne gas

Beregninger viser, at vi allerede i 2035 kan dække Danmarks gasforbrug med fossilfri grønne gasser. Men det kræver, at vi investerer i gassystemet og stopper al snak om at udfase det, skriver Grøn Gas Danmark.

Artikel fra Altinget.dk

Tekst af Ole Hvelplund, Susanne Juhl og Carsten Jensen
Administrerende direktører i henholdsvis Nature Energy NGF, HMN Naturgas I/S og Dansk Gas Distribution.

 

Inden for de kommende måneder skal der forhandles et nyt energiforlig på plads.

Det bliver et forlig med fokus på, hvordan man fra politisk hold bedst understøtter den grønne omstilling.

Vores opfordring til politikerne skal lyde: Tænk sammenhængende, tænk grønt, tænk samfundsøkonomisk.

Tænk sammenhængende

En vellykket grøn omstilling af vores energisystem kræver en 360-graders tilgang, hvor fokus er på, hvordan de forskellige energiformer bedst muligt supplerer hinanden.

Her kan gassystemet spille en fuldstændig afgørende rolle, hvis beslutningstagerne vil det.

Fremtidens grønne elproduktion bliver udfordret på særligt ét punkt. Nemlig at solens stråler og vindens styrke bestemmer, hvor meget el der produceres.

Vi er vant til en meget høj forsyningssikkerhed, og en situation uden strøm i stikkontakten eller varme i radiatoren kan vi næppe forestille os.

Gassystemet tilbyder en oplagt løsning. Gas kan lagres og giver derfor den nødvendige fleksibilitet, der kan udfylde de såkaldt sorte huller eller tage produktionstoppene.

Gassystemet kan lagre energi svarende til en tredjedel af hele Danmarks årlige elforbrug og vil derfor tilbyde den nødvendige sikkerhed, så vores samlede energisystem til enhver tid vil kunne levere den forsyningssikkerhed, vi kender i dag.

 

Tænk grønt

Gasproduktionen vil i de kommende år gennemgå en stor forandring.

Vi er i al ubemærkethed kommet godt i gang med at erstatte naturgassen med grøn gas, og vi kan nå langt – rigtig langt. Faktisk vil 11 procent af gassen i gassystemet i år være grøn gas.

Vi er allerede det land i Europa, som har den største andel af biogas i gasnettet, og vi kan med den omstillingshastighed, vi har nu, blive det første europæiske land, der bruger 100 procent grøn gas.

Den teknologiske udvikling betyder, at vi i fremtiden kan producere langt mere grøn gas, end vi gør i dag.

Beregninger viser, at vi – under de rette rammevilkår – allerede i 2035 kan dække hele Danmarks samlede gasforbrug med fossilfrie grønne gasser.

Dermed kan vi vriste os fri af vores afhængighed af egen og importeret naturgas. Gevinsten bliver altså både et CO2-neutralt gassystem og en national styrkeposition.

Gas er som energiform billig og fleksibel og kan nemt transporteres rundt i vores velfungerende gassystem.

Det kan udnyttes for eksempel i transportsektoren, hvor særligt den tunge transport hungrer efter grønne, realiserbare løsninger.

fredriknorlandfredrikstad2-3

Gas er billig og fleksibel at bruge i transportsektoren. Biogas er blandt andet et oplagt drivmiddel til busser, lastbiler og renovationskøretøjer, hvor el ikke kan levere den nødvendige batterikraft (Arkivfoto, Biogas2020.se)

“Vores gassystem er effektivt og pålideligt, og det sikrer vores høje forsyningssikkerhed. Vi har investeret 55 milliarder kroner i vores gassystem (…) som stadig er relativt nyt, og vores investering vil altså kunne komme samfundet til gode de næste mange årtier”.

Citat: Ole Hvelplund, Susanne Juhl og Carsten Jensen
Administrerende direktører i hhv. Nature Energy NGF, HMN Naturgas I/S og Dansk Gas Distribution.


 

Der er bred enighed om, at biogas er et oplagt drivmiddel til busser, lastbiler og renovationskøretøjer, hvor el ikke kan levere den nødvendige batterikraft.

Allerede i dag kan 50 procent af den grønne biogas dække behovet til busser og renovationsbiler.

 

Tænk samfundsøkonomisk

Vores gassystem er effektivt og pålideligt, og det sikrer vores høje forsyningssikkerhed. Vi har investeret 55 milliarder kroner i vores gassystem, der blev etableret i 1980’erne.

Gassystemet er derfor stadig relativt nyt, og vores investering vil altså kunne komme samfundet til gode de næste mange årtier.

Det kræver dog, at vi stopper enhver snak om at udfase gassen.

Beregninger viser, at gassystemet i 2035 bidrager med en årlig samfundsøkonomisk gevinst på 2-3 milliarder kroner sammenlignet med en situation uden gassystemet.

Når vi taler om forvaltningen af gassystemet, taler vi altså også om forvaltningen af vores store samfundsinvestering og om muligheden for et godt afkast.

Vi vil som sektor gøre vores til, at et fremtidigt gassystem fyldt med grøn gas udfylder sin rolle i den grønne omstilling på bedst mulig vis.

Publicerat: