Biogas, Energibyen, Skive Kommune, Transport

Skive bombes tilbage til fossilalderen med forslag om afgiftsstigning på biogasbiler

Biogasbiler udskiftes med benzinbiler, og en gastankstation risikerer at lukke, så busser og lastbiler heller ikke kan tanke CO2-neutralt brændstof. Det kan blive de yderste konsekvenser i Skive, hvis regeringen, de radikale og Socialdemokratiet vedtager et forslag om at forhøje afgifterne på biogasbiler inden sommerferien.

Gennem de seneste år har kommunen investeret kraftigt i at gøre transporten grønnere med investering i biogasbiler i hjemmeplejen, men også lokalbusser, bybusser, handicapbusser og andre køretøjer, der kan køre på biogas.

Stor meromkostning i hjemmeplejen

Kommunen har blandt andet investeret i 30 gasdrevne VW up!, der anvendes i hjemmeplejen. Hvis de med tiden skal skiftes ud med nye gasbiler, vil den planlagte afgiftsstigning kunne koste kommunen mere end to millioner kroner ekstra.

Læs også: Ny høj afgift på biogasbiler bremser den grønne omstilling uden for de store byer

”Jeg tænker, at vi i kommunerne er nødt til at opføre os som private forbrugere. Nogle gange er vi villige til at give lidt ekstra for eksempelvis at afprøve nogle forskellige teknologier. Men der er grænser for, hvad vi har råd til,” siger Lars Peter Salhøj, der er chef for Energibyen Skive.

Han understreger samtidig, at Skive Kommune har en decentral økonomi.

”Det vil sige, at det er ældreområdet selv, der skal betale for bilerne. De skal være benhårde i deres prioritering af deres ressourcer, så det kan ende med, at de igen må købe benzinbiler, selv om vi i Energibyen Skive fortsat vil arbejde for at skabe grønne løsninger,” forklarer han.

Kan ramme den tunge transport

Hvis hjemmeplejen bliver nødt til at skifte tilbage til benzinbiler, kan det også gå ud over den tunge transport i Skive. Hjemmeplejebilerne tanker nemlig på en biogastankstation, der blandt andet forsyner 11 bybusser og lokalbusser med biogas.

”Biogastankstationen er jo etableret i tillid til, at der er en vis afsætning af biogas, men hvis hjemmeplejebilerne skifter over på benzin, så forsvinder en del af det økonomiske grundlag for tankstationen, og så er der jo en risiko for, at den på sigt lukker ned,” siger Lars Peter Salhøj.

DSC_0147
Sætter teknologiafprøvning i stå

I et lidt større perspektiv er der også risiko for, at forhøjelsen af afgiften på biogasbiler sætter den grønne omstilling i stå.

”Vi er jo i gang med en omstillingsproces, hvor alle har en opgave med at få omstillet transportsektoren til ikke-fossile brændsler. På nuværende tidspunkt er der ingen af os, der kan sige, om fremtidens grønne transport er baseret på el, biogas, brint eller noget helt fjerde. Det vi er i gang med lige nu, er jo en afprøvning af de forskellige teknologier, og jeg frygter, at den proces går i stå, og at man holder fast i den kendte, fossile teknologi – og så sker der jo ingen udvikling,” siger Lars Peter Salhøj.

Fakta: Sådan har vi regnet

Hvis Skive Kommune i dag købte 30 gasdrevne VW up! ville omkostningen være 132.000 kr. pr styk inklusive registreringsafgift og grøn ejerafgift i en forventet levetid på 10 år. Hvis vi antager, at kommunen skulle skifte alle bilerne ud i 2022, ville den tilsvarende omkostning til den tid være 214.000 kr. over bilens 10-årige levetid. Meromkostningen pr. bil er dermed på 82.000 kr. svarende til i alt 2.460.000 kr.

Til sammenligning koster benzinversionen af en VW up! i dag 118.000 kr inklusive registreringsafgift og grøn ejerafgift over 10 år.

Beregningen bygger på en analyse af konsekvenserne af Skats udkast til lovforslag foretaget af konsulentfirmaet Fremsyn.

 

– Kilde: Poul Erik Pedersen, Gas2Move

Publicerat: